NÆSTE

I denne artikel vil jeg fortælle om hvorledes jeg løste den opgave der var at oprette og gennemføre et kursus i kunstterapi. Den grundlæggende årsag til at jeg skriver denne artikel er, at jeg ved at der er mange nye og for den sags skyld også "gamle" elever fra Ulriksholm der efter endt uddannelse efterlyser nogle holdepunkter når de ønsker at undervise i kunstterapi.

 "Jeg vil undervise i kunstterapi". - Det var min første umiddelbare følelse efter at jeg havde afsluttet min uddannelsen som kunstterapeut. 

Gennem uddannelse havde jeg fået udfyldt nogle behov som jeg før end ikke anede eksistensen af. Jeg havde opnået at få en bedre selvindsigt, mod på min selvudvikling samtidig med, at jeg også var blevet kunstnerisk inspireret.

"Det må alle andre også ha' brug for", mente jeg - og det gør jeg da stadig. Men det var ikke den eneste grund; fx havde jeg også besluttet at grundlaget for mit afsluttende speciale skulle være en beskrivelse af processerne i en kunstterapeutisk gruppe. En anden grund var, at jeg ved at undervise fik mulighed for at underbygge og manifestere min nyerhvervede viden - og når jeg skal være ærlig, ikke mindst vise hvor dygtig jeg var!

Men fordi jeg absolut ingen personlig erfaring havde om hvordan man opretter og gennemføre et kunstterapeutisk forløb med en gruppe - så var jeg usikker på hvordan skulle jeg starte - sådan helt fra bunden?

Derfor var der otte spørgsmål der skulle besvares før jeg kunne komme i gang.

1. Spørgsmålene kunne i spredt orden lyde således:
2. Hvordan skal jeg starte?
3. Kan jeg klare det?
4. Er jeg god nok?
5. Hvilken målgruppe skal jeg henvende mig til?
6. Hvad kan jeg forlange i gebyr?
7. Hvor skal det være?
8. Hvem skal hjælpe mig?

• Hvad med lokaler?
• Skal jeg starte for mig selv?
• Hvordan finder jeg min målgruppe?
• Hvordan skal undervisningen tilrettelægges?
• o.s.v. 

Løsninger til alle spørgsmålene findes, men det er kun dine løsninger der er de rigtige. Det jeg mener er, at når jeg her fortæller om den måde jeg løste mine problemerne på, kan du bruge dem direkte, eller du kan sige; "nej - sådan skal det ikke gøres". Det er heldigvis nemmere at sige fra, end slet ikke at have noget at sige fra over for.

Uden at være inflateret tager jeg altså kun udgangspunkt i mig selv og ud fra de erfaringer og oplevelser jeg fik ved at planlægge og gennemføre et kursus i kunstterapi.
Det første der skulle overvejes var hvorledes jeg ville starte. En ting var jeg dog klar over; nemlig, at det hold jeg ville ha', skulle kun være for mænd. Årsagen til at gruppens deltagere skulle være mænd, var at jeg, ud fra min egen identifikationsproblematik, som jeg var blevet bevidst om, kunne se, at den var meget generel for mænd i den verden jeg var i berøring med.

Desuden havde jeg i over et år "kun" været sammen med kvinder. Nu måtte det sgu være nok!!

Dermed var min målgruppe bestemt.

Den måde at starte på som umiddelbart tiltalte mig var, at annoncere efter mænd der som jeg var interesseret i selvud­vikling. Som primus motor kunne jeg derefter danne en gruppe der, efter aftale kunne skiftes til at mødes hos hinanden.

Stille og roligt og uden at blive opfattet som underviser, ville jeg oparbejde den sikkerhed og selvtillid jeg mente var nødven­dig for senere at kunne starte et decideret kursus.